modgnikehtotsyek
ALLE WETTBEWERBSERGEBNISSE, AUSSCHREIBUNGEN UND JOBS Jetzt Newsletter abonnieren

Nichtoffener Wettbewerb | 11/2014

Neuer Stadtpark in Gellerup/Toveshøj / Ny byrum og bypark for Gellerup og Toveshøj

Finalist

Preisgeld: 300.000 DKK

MASU PLANNING

Landschaftsarchitektur

CEBRA

Architektur

Habitats ApS

Landschaftsarchitektur

URBAN CATALYST

Stadtplanung / Städtebau

Beurteilung durch das Preisgericht

Overordnet angiver forslaget to flows i byparkens nord-sydgående retning. Mod øst en lokal rekreativ skalaformidlende bevægelse og mod vest et programmeret urbant flow alias Instant City. Forslagets implementering af unikke objekter, som generator for parkens byliv udgør et stort potentiale for den kommende udvikling og positive forvandling af Gellerup bypark over tid og for parkens attraktionsværdi for kommende brugere udefra.

Forslaget udmærker sig ved en grundig og inspirerende tilgang til bæredygtighed i bred forstand. På alle niveauer bearbejdes forslaget med fokus på bæredygtighedskvaliteter, som sociale, miljømæssige, processuelle, tekniske og økonomiske. Teamet formår at sammensætte kvaliteterne til et forslag på et højt bæredygtighedsniveau og samtidig med tryghedsaspektet, som en gennemgående faktor.

Der er stor fokus på borgerinddragelse og på byparkens økosystemer og derigennem bliver beboerne medskabere af de fysiske omgivelser, og samtidig bliver det en læringsmæssig og social udviklingsproces. Tryghedsaspektet indgår såvel i det sociale perspektiv som det formgivningsmæssige perspektiv.

Sundhed indgår som et klart strategisk element i udviklingen af projektet, navnlig i forbindelse med idrætsaktiviteter.

Generelt er bæredygtigheden seriøst gennemarbejdet og integreret i forslaget på et meget højt niveau.

Projektet vurderes i nogen grad realiserbart inden for de økonomiske rammer.

Samlet set vurderes projektorganisationen og allokerede medarbejdere som en god opfyldelse af underkriteriet.

Samlet set vurderes metode og proces som en god opfyldelse af underkriteriet.

Projektudviklingszonen betegnet Instant City er et seriøst bud på udviklingen af områdets sportscampus.

Gellerupbadet er fint bearbejdet i forbindelse med Instant City, men ikke en del af det foreliggende anlægsbudget.

Bazarpladsen er et godt bud på en multifunktionel plads.

Det er bedømmelsesudvalgets vurdering, at forslagets gode intentioner fra første fase ikke i forhandlingsfasen i tilstrækkelig grad er udviklet til et mere konkret og troværdigt bud på en bypark, som kan udvikles over tid og med et overbevisende arkitektonisk udtryk.

--------------------------------------------------------------------

HOVEDGREB
Forslaget angiver to flows inden for konkurrenceområdet. Et mod øst og et mod vest som sammenbindes via en ny bevæget skrænt som et rumligt bindeled.

Mod øst er flowlinien blød og tilgængelig for alle og knytter sig til boligblokkene og tilbyder direkte, tryg og synlig adgang gennem bebyggelsen. Langs stien etableres legefaciliteter for mindre børn og opholds-nicher som grillpladser og beboerhaver.

Langs parkens vestlige side, er flowlinien et nyt aktivitetsstrøg som etableres langs den nye Bygade med en tæt programmeret aktivitetsflade, der samler stedet med Gellerupbadet og fodboldklubben som hovedgeneratorer.

Mellem de to flowlinier ligger det store parkareal, som dyrkes som rumligt element for oplevelse af de store engflader, og parkens diagonale allé. Parkrummet er på en gang landskabeligt og giver samtidigt muligheder for et moderne byliv. I parken placeres store objekter med stor brandingsværdi, som en stor bakketop, en stor aktivitetsbænk og et udsigtspunkt.

SAMMENFATTENDE ARKITEKTONISK-, ÆSTETISK-, FUNKTIONEL- OG TEKNISK KVALITET
Landskabets to forskellige identitetsskabende flows og den nye bevægede skrænt som rumligt bindeled er et overbevisende og stærkt arkitektonisk greb. De to aktivitetsflows og det åbne parkrum skaber et friskt bud for rammerne for et moderne byliv.

Verdenspladsen flyttes mod syd foran Gellerupbadet for at koncentrere bylivet omkring en ny rumlig organisering og kobling mod Bygaden. Trods denne afvigelse fra Dispositionsplanen indpasses projektet med en fin sammenhæng i denne.

Forslaget placerer store objekter i parkrummene som skaber nye originale tiltag med overraskende anvendelses-muligheder der vil markere sig i landskabet, som markører for en ny identitet og for en ny tid.
Objekterne vil have en stor brandingsværdi for byparken, som kan gøre stedet til et attraktivt besøgssted.

Objekternes udtryk skal dog overvejes nøje, så de på en gang er originale og tidløse, og dermed robuste i sit udtryk over tid, og samtidig skal de udvikles med brugerne, så de ikke bliver dem fremmedgjorte.

Den objektorienterede tilgang er også baseret på et landskabeligt greb, hvor terrænmodelleringen er med til at skabe rum for objekterne som en stor gummibakke, et udsigtspunkt med ”en knappenål”, og et fodboldlaboratorium indpasset i landskabet. Det er ambitionen, at terrænet reguleres, så der er niveaufri adgange, men visse steder skaber dette mindre attraktive solforhold.

Det østlige flows bevægelsesmønstre virker tilfældige og der er for mange stier som skærer oplagte opholdsrum over, så de bliver mindre anvendelige. De mange stier skaber også en uklar rumopdeling og derved rumopfattelse, og der savnes et større hierarki mellem de underinddelte byrum.

Forslaget er ikke stærkt mht. teknisk kvalitet og står usikkert i forhold til beskrivelserne af disse, samt de kreative løsningerne vedr. vandteknik ikke er udnyttet optimalt.

Der er fine beskrivelser af høj biodiversitet og habitater i parkrummet som de placerede sommerfugledale, fuglebakker og de runde haver.

EVNEN TIL AT SKABE EN ATTRAKTIV OG TRYG BYDEL, SOM RAMME FOR LIV OG MANGFOLDIGHED
Projektforslaget er stærkt hvad angår udviklingsstrategi og procestænkning som udgangspunkt for aktivering af området og synliggørelse af aktiviteter og events. Forslaget tager udgangspunkt i en kortlægning af områdets ressourcer og lægger op til en nytænkning gennem ”instant city” forstået som både mål og middel for igangsætning af udviklingen af rummene i bydelen.

Instant city kommer stærkest til udtryk langs bygaden, som projektets urbane nord-sydbevægelse.

Pladsen foran Bazar Vest fremstår landskabsmæssigt og bylivsmæssigt meget svagt med unødvendige trekanter som obstruerer pladsens anvendelighed, men resten af forbindelsen aktiveres med stor appel og fokus på børn og unge med midlertidige aktiviteter, hvilket bedømmelsesudvalget finder meget overbevisende.

Koblingen af strøget med byparken i endnu højere grad end i dispositionsplanen og visualiseringer af hvordan også Gellerupbadet kan udvikles som nøgleprojekt og bylivsgenerator for området på længere sigt er meget inspirerende.

Mange brugergrupper aktiveres og inviteres til området gennem den lidt ikon- eller objektagtige tilgang til aktivering og udvikling, fremfor strategisk helhedstænkning.

Moderne typer af pladser og værksteder kan bidrage til at koble området til resten af Aarhus og sætte området på landkortet nationalt og internationalt.

Forslaget tænker stort hvad angår flerkulturelle aktiviteter, involvering og forbindelser til Aarhus kulturfestival, som rækker langt ud over Gellerup og Toveshøj som således fremmer en re-branding af området som sted.

Dette er dog en hårdfin balancere, og i nogen grad forsimples tankegangen ved bænken eller tegnestiften i mega-size, som fremstår lidt pop-smart eller tidstypisk og uden den store overlevelsesevne på lang sigt.

Et af projektets klare svagheder er færdslen gennem parken, som virker tilfældig og uden hierarki. De mange stier slører orienteringsevnen og gør det i værste fald utrygt at bevæge sig igennem området på mange tidspunkter af døgnet, ugen og året. Dette virker ubearbejdet og bør udvikles videre. Færdslen understøtter således ikke helhedsgrebet og dirigerer ikke mennesker til nøglesteder i planen som bør styrkes bylivsmæssigt.

Dog virker placeringen af en af de to hovedstier i nord-sydlig retning langs de østlige blokke kombineret med forhaverne i stueetagen klart tryghedsskabende.

Der er masser af fokus på leg og sport og projektet står skarpt som campus projekt med signal værdi.

HÅNDTERING AF BÆREDYGTIGHEDSELEMENTER
Forslaget benytter ikke nogen overordnet systematik for bæredygtighed, men rummer mange bæredygtige løsningsforslag, navnligt i relationen mellem de landskabelige ressourcer og bydelens sociale liv.

Forslaget har en detaljeret og innovativ tilgang til inddragelse og proces, hvor mange aspekter inddrages.

Forslaget har endvidere en stærk tilgang til dynamikken mellem anvendeligheden af de grønne rum og landskabets naturressourcer, navnligt i forhold til habitater og regnvand, og giver endvidere et bud på dyrkning og dyrehold i området.

Regnvandshåndteringen er troværdig og gennemarbejdet.

Samlet vurderes det at forslaget kan skabe gode bæredygtige løsninger, især i relation til social og landskabelig bæredygtighed.

ØKONOMISK OVERSLAG
Anlægsøkonomi
Der er afleveret en detaljeret økonomisk kalkulation, om udviser en god troværdighed og gennemsigtighed i forhold til det forslåede projekt.

Det samlede beløb i kalkulation for område 1,2,3 og 4 ligger lidt under den samlede budgetramme.

Kalkulationen ligger lidt under budgetrammen for område 1, 2 og 3, mens der er en mindre overskridelse af budgetrammen for område 4, som vurderes muligt at få på plads, i en videre bearbejdning af forslaget.

Flere af posterne i den økonomiske kalkulation er ikke i overensstemmelse med hvad der er vist på plancherne, mens andre enkelte poster vurderes at være ikke tilstrækkelige eller kalkuleret for lavt i forhold til projektmaterialet.

Driftsøkonomi
Forslaget beskrives som forbundet med en driftsudgift på over middel med 31% af arealerne i den dyreste driftsklasse (niveau 1) og 53% af arealerne i den næst-dyreste driftsklasse (niveau 2).

Overordnet er driftsbehovet troværdigt vurderet.

KONKLUSION
Projektet baseres på synlighed og har en ”branding karakter”, hvilket bedømmelsesudvalget mener kan være vigtigt særligt i de tidlige faser af udviklingen af området, samt for at tiltrække private investeringer til området.

Der illustreres en stærk proces-tænkning og god forståelse for borgerinddragelse, og instant city strategien vurderes som projektet mest kvalificerende del.

Det stærkeste delområde i projektforslaget er den markante behandling af hovedgaden, som aktiveres gennem nyskabende legepladser, programmer og landmarks.

Der inviteres mange forskellige brugergrupper fra og til området, og bedømmelsesudvalget vurderer at projektet vil have stor appel til børn og unge, hvilket vil være en stor kvalitet at styrke i området.

Projektet står dog også svagt arkitektonisk i sine løsninger og objekt tilgang med karakter af næsten usammenhængende og enkeltstående virkemidler og effekter.

Der vises et relativt stort plejebehov, hvilket kan være belastende for den nuværende organisation.

Endeligt virker færdslen igennem området tilfældig, ligesom de mange aktiviteter som er spredt over hele bydelen gør parkområderne sårbare mht. den faktiske brug over tid. Hvis aktiviteterne ikke fungerer, falder væsentlig tilstedeværelse bort.

Forslaget er på mange punkter skematisk og kunne med fordel viderebearbejdes.

Bedømmelsesudvalget anbefaler at projektet går videre til fase 2 grundet sin stærke proces tilgang. Helhedsgrebet bør styrkes i det videre forløb såvel som strategien for tryghed, færdsel og landskabsarkitektur for såvel parken som bygaden og forpladsen til Bazar Vest.